I 2020 var der rigtig mange danskere, der anskaffede sig en hund, og det var ikke tilfældigt.
Coronaen bevirkede nemlig, at mange blev mere ensomme end normalt, og i den slags tilfælde er der intet bedre end at få en hund.
Der er imidlertid rigtig mange forskellige racer at vælge blandt, hvis man påtænker at blive hundeejer, og der er mange overvejelser, man skal gøre sig.
Nogle hunderacer er mere populære og almindelige i Danmark end andre, og én af de mest udbredte er en golden retriever.
Det er ingenlunde en tilfældighed, for det er i sandhed en skøn hund på flere områder.
Her kommer nogle af ting, man skal vide, før man får én.
En rigtig familiehund
En golden retriever er familiehund med stort F, og den vil passe perfekt ind i en børnefamilie.
Man har blandt andet set eksempler på, at hundene kan finde på at vogte over nyfødte babyer, næsten som var det deres egne.
Hunderacen er generelt rolig, glad og afbalanceret, men man skal også holde sig for øje, at det er en stor hund.
En golden retriever kan således godt komme op og veje omkring 35 kilo, og højden ligger typisk mellem 51 og 61 centimeter.
Derfor kan hunden godt komme til at vælte små børn, uden at det er dens vilje, og dens størrelse kan godt virke voldsom og lidt afskrækkende på børn.
Opdragelse
En hund er, hvad man vælger at gøre den til, og det gælder alle racer – også en golden retriever.
Imidlertid er racen kendt for at være utrolig lærenem og ukompliceret at opdrage, hvilket også er én af grundene til den store popularitet.
Dog skal man huske, at alle hvalpe generelt er vilde, og at golden retriever-hvalpe derfor kan virke voldsomme, fordi de er store af deres alder.
Desuden har de skarpe hvalpetænder, som godt kan give nogle sår i lege, hvor hunden kommer til at bide én ved et uheld.
Men man skal ikke tage fejl af, at en golden retriever-hvalp er skøn, nem at omgås og meget lærenem, hvad enten det gælder renlighed eller lydighedstræning.
Hunde har desuden oftest godt af tidlig socialisering, hvor de som hvalpe bliver præsenteret for mange forskellige mennesker, dyr, lyde og så videre.
Daglig motion
En golden retriever har ikke godt af at ligge på sofaen dagen lang, og som ejer har man et ansvar for, at hunden får rørt sig og ikke bliver overvægtig.
Det kræver daglig motion, og da racen er bygget til leg, action og bevægelse, skal man ikke holde sig tilbage.
Hunderacen elsker generelt at have ting i munden, om det så er en bold, en pind eller en sko.
Derfor er det oplagt at lave kastelege, som både er sjovt og sundt for hund og ejer.
Desuden skal hunden stimuleres både mentalt og fysisk på flere daglige gåture, som vil sikre, at den er rolig og medgørlig indenfor.
En golden retriever er meget kærlig og fuldkommen hengiven, og man vil med det samme blive dens bedste ven, hvis man behandler den godt.